Hampstead Heath

DSC_0428 DSC_0430 DSC_0437

Apropos forrige indlæg om en indtil videre lidt stresset jobjagt , havde jeg i weekenden brug for bare at slappe helt af. Efter en fredagsbar gone wild og efterfølgende lørdag i sengen, var det tiltrængt at komme lidt ud i den friske luft søndag. Vi gik en lang, lang tur på tværs af London og endte i Hampstead. Et virkelig skønt og roligt område, altså det helt rigtige sted for mig at være søndag. Vi købte kager hos et konditeri vi passerede på vejen og gik videre mod Hampstead Heath, som er en kæmpe stor park i det nordlige London.

Hampstead Heath adskiller sig fra Londons øvrige parker, ved mere at være en form for skov. Londons parker er som regel store, flade græsområder med enkelte træer. Og det er rigtig dejligt, og jeg sætter virkelig pris på de mange grønne områder der er i London, men man får aldrig rigtig følelsen af at være ude i naturen. Det gjorde man til gengæld i Hampstead Heath, som er et bakket og tæt bevokset område – ja, jeg vil faktisk kalde det en skov. Oveni det får man også en ekstra bonus i form af Londons bedste udsigtspost – som endda er gratis – modsat fx The Shard, som man betaler en mindre formue for at komme op i. Vi satte os på bakketoppen (med den udsigt på tredje billede) og spiste kager og drak San Pellegrino i solskinnet. Det var virkelig skønt og et dejligt afbræk fra en meget kaotisk og stresset uge.

hampstead heath

Klods op af Hampstead Heath lå denne gade. Hvis jeg havde 40 millioner gad jeg godt at bo i ét af de huse der! Eftersom de lå lige op ad parken, kunne vi regne ud, at de heldige asener som bor i husene har samme udsigt som vi havde fra vores kagespot. Og en KÆMPE skov i baghaven. Hvis jeg havde de der 40 millioner til at kunne bo i ét af husene på billedet ovenover, så ville jeg også have en hund, som jeg kunne gå tur med i Hampstead Heath. Hvis ikke de mennesker som bor her har peace in mind, så er det i hvert fald deres egen skyld. 😉

Lignende indlæg

Om at kende sit værd på arbejdsmarkedet

clap your hands blog

Jeg startede for en lille måneds tid siden så småt med at søge jobs. Jeg har nemlig (omsider!!) afleveret mit speciale og har den sidste måneds tid haft overskud til at starte jobsøgningen ved siden af specialeskrivningen. Jeg føler virkelig jeg har løbet rundt med hovedet under armen og talt med recruitere, udfyldt tests og været til jobsamtaler. Både nogle rigtig, rigtig gode nogen (som jeg stadig venter på svar fra, fingers crossed!) og nogle rigtigt dårlige nogen.

Jobmarkedet i London er meget anderledes end i Danmark og jeg har endnu ikke skrevet en eneste ansøgning. Jeg er udelukkende blevet kontaktet af recruitere med tilbud om at komme til samtaler. Og det er så her, hvor jeg muligvis har sagt ja til lidt for meget. Jeg er virkelig ikke kræsen og jeg er også helt med på, at man ikke kan tillade sig at have alt for høje forventninger til sit første job. Det flyder jo med kandidatuddannede typer og ikke mindst inden for marketing og kommunikation er der ekstra mange.

Så jeg ved godt jeg ikke kan tillade mig at være kræsen. Men når man kommer ud til en samtale og skal igennem en test, hvor de resterende personer, som er mødt op til testen, knap nok kan tænde en computer, ja så får man et hint om, at man måske alligevel har stilet for lavt. Og når der så samtidig er over halvanden times transport (som er skide dyrt herovre) og arbejdstiden hedder 17-22… Ja, så må man måske godt sige nej tak og søge videre lidt endnu. Jeg er jo trods alt stadig officielt studerende indtil 1. juli, så indtil da vil jeg prøve at være bare en lille smule mere selektiv, for at spare mig selv for de rigtig dårlige oplevelser.

Fremtiden

DSC_0310

Det er svært ikke at være bare en smule skræmt over, hvad fremtiden byder på, når jeg om fire måneder står på den anden side (forhåbentligt) med en Kandidatgrad i Marketing og PR. Uden et job. Og uden nogen som helst idé om, hvad jeg godt kunne tænke mig at lave. For jeg synes virkelig det er svært. Nogen gange kan jeg godt misunde de af mine venner, som ligesom ved hvad deres “kald” er. Jeg har en veninde der blev færdig som sygeplejerske sidste år, det var sådan rimelig ligetil hvilke jobs hun skulle søge. En anden veninde er webdesigner og siger at uden tvivl er hendes kald i livet, at designe hjemmesider. Og så er der min bror, som går benhårdt efter at blive politibetjent. Jeg misunder dem og ville nogen gange ønske jeg havde taget en meget mere lavpraktisk uddannelse. For har jeg overhovedet lyst til at sidde ved en computer 8-9 timer om dagen? Jeg er ikke sikker. Men på den anden side er der bare heller ikke noget klokkeklart alternativ.

Det er super skræmmende, at jeg ikke aner hvad jeg laver om et halvt år. Og laver jeg overhovedet noget? Det er vildt svært at finde jobs indenfor kommunikation i Danmark, og jeg fornemmer desværre at situationen er lidt den samme her i London. Umiddelbart kunne jeg godt tænke mig at arbejde med content marketing eller lave research for virksomheder omkring forbrugeradfærd. Men når det kommer til content marketing ved jeg også bare, at jeg er klart stærkest på dansk og det indskrænker selvfølgelig mulighederne en del. Ikke at det er helt udelukket med engelsk, jeg ved bare at jeg er tusind gange stærkere på dansk.

Nogle helt andre tanker jeg går rundt med er, om det overhovedet er marketing jeg vil arbejde med? Nu har jeg de sidste år lavet en masse ting, der på mit CV ser rigtig fine ud, når man søger job indenfor marketing. Men hvad så, hvis det slet ikke er det jeg vil alligevel, er det så bare ærgerligt at det er i den retning jeg har formet mit CV? Det lyder muligvis en smule slukøret, men faktisk er jeg forholdsvis fortrøstningsfuld. Jeg bor jo i London for faen. Hvis ikke der skulle være et hav af muligheder her, hvor skulle de så være?

Jeg tror jeg vil gå på weekend med de forhåbninger, dog har jeg lige noget kodningsarbejde af mine specialeinterviews der skal gøres færdigt først. Når det er gjort, skal det fejres med Gorgon City koncert i aften. Koncerten varer fra 22-04, så der skal vist drikkes et par øl, hvis jeg skal holde mig vågen så længe (shit, hvor lyder jeg gammel). Men det bliver godt, man bliver glad af musikken og det er godt at danse til, så det kan kun blive en succesful aften! Og så kommer den ene halvdel af duoen, Matt, fra mit London-område og jeg ved at vi deler yndlings-shawarma sted, så mere aktuelt bliver det jo ikke. 😉

Solskinslørdag

solskinslørdag

En kombination af et lidt tungt hoved efter en sjov aften på Temple Brew House fredag med nogle venner og bidende kulde udenfor, gjorde det lidt svært at komme ud af døren og få noget frisk luft lørdag. Vi fik dog taget os sammen og besluttede os for at tage et smut til Covent Garden. Vi har kun været der en enkelt gang faktisk, da det er lidt af et turistkaos. Nogen gange kan jeg godt tænke om mig selv, at jeg skal tage mig lidt sammen og overkomme at London altså bare er en stor by og det er svært at undgå store menneskemængder. Men så på den anden side, så bor man i Stoke Newington som er helt fantastisk med masser plads uden store turist crowds som stopper op midt på fortovet hele tiden og hvor man har alt hvad man kan ønske sig. Jeg kan ikke sige det nok gange, hvor meget jeg elsker Stoke Newington og sagtens kunne stilles tilfreds med alle de ting og områder vi har lige omkring os. Men så på den anden side. Jeg er jo ikke flyttet til London for kun at opleve mit eget lille område.

Covent Garden viste sig nu også at være en glædelig overraskelse, når først lige man kom væk fra High Street og fandt vej ind på nogle af de små gader. Der var fine små bygninger og et væld af små caféer og restauranter, som alle så rigtig dejlige ud (modsat alle kæderne som ligger på hovedgaden i Covent Garden og er overrendt med turister og børnefamilier). Vi fandt en lille café, hvor der lige nøjagtig var plads til at få en kop kaffe. Vi delte en gulerodskage og en æbletærte, som virkelig kan anbefales. Indretningen og hyggen kunne de godt have gjort lidt mere ud af, men kagerne var virkelig sublime. Caféen hedder Peyton & Byrne og ligger på 44 Wellington Street i Covent Garden.

Derefter gik vi langs Themsen og kom både forbi London Eye, Big Ben og Parlamentet. Vi klappede os selv på skulderen over alle de turistting vi kunne krydse af på listen. Indtil nu har vi ikke været så flittige på den front, det har hovedsaligt været forskellige caféer og restauranter der har været højst prioriteret. 😉 Efter 12 kilometers gang endte vi helt nede ved Victoria. Det er sjovt hvordan de forskellige områder i London bare er SÅ forskellige. Victoria var en mærkelig (og ret kedelig) størrelse. Men jeg synes det er fascinerende, som man gang på gang oplever nye sider af London, som ikke ligner noget andet. Vi snakkede om, at næste gang vi ikke ved hvor vi skal tage hen, udvælger vi bare en tilfældig tube station og tager dertil. Vi har brugt den taktik før og er hver evig eneste gang blevet overrasket over, hvor mange forskellige områder London har at byde på. Men siger man ikke også, at når man er færdig med London, er man færdig med at leve. Jeg er heldigvis langt derfra. 😉

British Library – Min nye favorit læsesal

british library

Et par gange om ugen sidder jeg inde på British Library ved King’s Cross og arbejder på mit speciale. Man skal igennem en længere interviewproces for at få sig et Reader Pass, som det hedder. Et kort der giver adgang til at sidde på læsesalene og læse i bibliotekets bøger. Til denne samtale skal man forklare sit ærinde og hvorfor det er vigtigt at man finder sine bøger lige præcis på British Library. Nogle bøger som er meget velbevarede og nogle af dem findes der endda kun det ene eksemplar af. Derfor den noget voldsomme bevågenhed, der også inkluderer at man KUN må tage sin computer med ind på læsesalene i en gennemsigtig plastikpose og bliver visiteret når man går ind samtidig med at manfår tjekket validiteten af sit Reader Pass. Derfor var jeg også lidt skeptisk første gang vi mødtes derinde, fordi jeg ærlig talt synes det var lige rigeligt at gøre ud af en omgang læsning og specialeskrivning. Orkede ærlig talt ikke alt det halløj hver gang jeg skulle arbejde på mit speciale derinde.

Vi blev heldigvis positivt overraskede, for British Library rummer så meget mere end blot læsesalene (som i øvrigt er helt fantastiske og smukke og fyldt med gamle bøger fra gulv til luft – og der er højt til loftet! Når jeg sidder derinde, minder det mig altid om rigsarkivet fra Pyrus julekalendrene. Ret hyggeligt bortset fra den omfattende sikkerhedskontrol.) Men udover læsesalene er der også et væld af andre steder man kan sidde. Der er både sofagrupper, grupper af læsepladser med god belysning og forskellige afkroge hvor man kan sidde. Vi har siddet lidt forskellige steder og jeg kan godt lide at man kan variere det lidt og gå ind på læsesalene når man har brug for bøger.

Derudover er det bare en ret imponerende bygning, som minder mig meget om Aros, bare i en større udgave. Der er gratis udstillinger på British Library (lige nu er der fx Alice in Wonderland) og så har de to caféer som laver virkelig god mad til nogle virkelig fair priser (bortset fra deres kager, de koster næsten 40 kr! Men på den anden side, det er måske meget godt, vinder min nærighed som regel og fristelsen. Har dog prøvet nogle af dem og specielt deres gulerodskage er vild). Anyways, jeg synes bestemt også Bristish Library er et besøg værd selvom man ikke har til formål at studere. Om ikke andet for arkitekturen, de gratis udstillinger, caféen og ikke mindst museumsbutikken som også har ret mange fristelser.

Mason Pearson børste – London tip

mason pearson

Den her Mason Pearson børste har klart været ét af mine bedste køb i 2015. Den er total overeksponeret alle steder, men jeg vil også mene det er med god grund. Jeg har altid haft et slør af kruset hår liggende ovenpå hovedet, men den her børste har mindsket det væsentligt meget. Da jeg har krøllet har reder jeg ikke mit hår særlig tit, men de to gange om ugen jeg vasker hår, reder jeg det godt igennem med børsten inden jeg går i bad. Den er lavet med halvt vildsvinehår og halvt nylon. De findes også med rent vildsvinehår, men den her er god til kraftigt hår. Jeg har købt pocket udgaven (den hedder Mason Pearson Pocket Bristle & Nylon BN4), da jeg ikke rigtig kan se fidusen i at betale flere penge (for en i forvejen dyr hårbørste), blot for at få en der er lidt større. Uanset størrelse gør den hvad den skal og jeg er meget tilfreds og det føles nærmest som at få hovedbundsmassage når man bruger den. Samtidig trækker den hårets naturlige olier ud i håret fra hovedbunden (lyder lidt ulækkert, men jeg er sikker på at det er årsagen til at jeg har knap så kruset hår nu) .

Det jeg egentlig ville med indlægget, var at tippe om den markant lavere pris på Mason Pearson børsten her i London. I Danmark koster den 745 kroner, hvilket jeg synes er helt vanvittigt. Til gengæld er prisen væsentligt lavere i London! Jeg købte min i  Liberty på Regent Street (et stormagasin som uanset børste-køb eller ej virkelig er et besøg værd udelukkende for dets indretning!) til den noget lavere pris på omkring 40 pund. Stadig lidt et åndsvagt beløb for en hårbørste, men jeg synes (heldigvis) den er alle pengene værd! Så hvis du går og sukker efter børsten men synes den er for dyr, kan den findes til en langt mere rimelig pris i Liberty, næste gang du er i London.

Petek – Tyrkisk restaurant anbefaling

e03568e1-1722-43e2-a1f9-d8b4b321a1a2

Jeg har en anbefaling. Og det er en virkelig god én af slagsen. Vi har et tyrkisk område lige ved siden af hvor vi bor, og mange af stederne laver rigtig god tyrkisk mad. Men for et par uger siden, blev Stoke Newington’s tyrkiske område overgået med flere længder af Petek i Manor House (også i nærheden af Stoke Newington). Jeg var der med nogle venner for et par uger siden og var ret meget oppe at køre over hvor god tyrkisk mad vi fik. De bor i Manor House, og hvis ikke de havde anbefalet stedet, havde jeg helt sikkert aldrig fundet den lille perle af en tyrkisk restaurant.

I går aftes mente vi så det var tid til at gentage successen igen (det sjove var, at vi mødte Mette derinde, som havde taget os med derhen i første omgang – så kan man da tale om, at en restaurant anbefaling har været populær!). Stedet er noget af det hyggeligste og stemningen er virkelig god. Hele loftet er overhængt med små og farverige lygter og man sidder tæt på restauranten. Noget jeg virkelig godt kan lide ved engelske restauranter er, at stemningen ikke er så højtidelig og høflig som det nogen gange kan være tilfældet i Danmark. Folk kommer i sweatshirts (selvfølgelig ikke alle, men hvis man vil er det helt i orden) og folk snakker og griner højt. Noget som bidrager til den afslappede stemning, hvilket bestemt også er tilfældet på Petek. Udover den perfekte belysning og stemning er personalet virkelig flinke og smilende og lige så afslappede som deres gæster.

petek

Og nu til det vigtigste, maden selvfølgelig. Med det samme vi havde sat os, kom der oliven, tapenade og lækkert brød på bordet, sammen med to glas vand til at starte på. Jeg synes det er mega god stil, når restauranter kommer med appetizers og vand og ikke kræver betaling for det. Det kræver så lidt, men de vinder så mange point på det. Også hos mig denne gang. Det hjalp selvfølgelig at olivenene var nogle af de bedste jeg har smagt og brødet var saftigt og lækkert.

petek

Vi kiggede længe på menukortet, som er ret omfattende på Petek. Der er forskellige meze (startere), som inkluderer forskellige slags tyrkiske dips, kødboller, falafel, taboulleh salater, stegt haloumi, osv. Blandt hovedretterne kan man få forskellige slags grillet lam, kebab, kylling og variationer med spyd. De kommer allesammen med ris, forskellig salat og dips. Vi besluttede os dog for at gå med en “sharing plate”, hvor vi fik en hel masse forskellige små skåle til deling. Her var både guacamole, tzatziki, hummus, tabouleh salat, bønnesalat, falafel, köfte (lammekødboller), små filopakker med feta, stegt haloumi, stegte grøntsager med burata, chorizo – for bare at nævne nogen af dem! Ej, men det var så super lækkert det hele og havde så mange smagsnuancer. Jeg er generelt fan af konceptet med at sidde og dele en masse forskellige små retter. Det er bare en super hyggelig måde at spise på. Som i nok kan fornemme, er jeg meget begejstret for Petek, og det er virkelig værd at tage turen til Manor House. For her får man autentisk, lækkert og velsmagende tyrkisk mad. Petek ligger på 96 Stroud Green Road, Finsbury Park, London, N4 3EN. Det er en god idé at bestille bord inden, da der for det meste er helt fyldt. Petek har ingen hjemmeside, men deres adresse og telefon nummer kan også findes her.

ee885c4f-e1cc-468b-b611-7e949373d1c8

En langsom (men god) proces

foto

Det er sjovt hvordan man lynhurtigt kan gå fra at synes alt er håbløst og sort med et kæmpe savn til ens familie og venner, til lige pludselig at se ganske lyst på tingene og finde sig selv i en situation hvor man faktisk er ved at have (noget der ligner) en omgangskreds og hyggelige aftaler. Når jeg kigger tilbage på januar måned, følte jeg mig virkelig ensom og alene og jeg havde ret svært ved at se lyst på fremtiden her i London. Ikke fordi jeg havde lyst til at give op og tage hjem. Uanset hvor svært og træls tingene har været, har jeg på intet tidspunkt faktsik haft lyst til at smide håndklædet i ringen og tage hjem. Jeg ELSKER London som by og i min optik slår den alle andre byer i hele verden. Jeg elsker at der altid er noget at kigge på. At folk er så forskellige i stil og udseende at der ikke er nogen “rigtig” måde at se ud på. Om jeg så tog batman kostume på eller farvede mit hår blåt, var der ingen der ville løfte et øjenbryn. I London kan man se ud lige som man vil og det gør folk, så derfor er der heller ingen der kigger skævt til en. Og så er der altid en ny restaurant at prøve eller et nyt område at udforske. Derudover tænker jeg lidt den her beslutning som et point-of-no-return. Der er ingen af os der kan se os selv flytte tilbage til Aarhus på noget tidspunkt. Mine venner er efterhånden spredt for alle vinde og ikke længere samlede i Aarhus. Så hvis vi skal flytte tilbage til Danmark på et tidspunkt vil det nok mere være for at finde et sted med natur og luft. Derfor har jeg heller aldrig tænkt tanken, at det var en mulighed at give op og flytte hjem. For hvor godt ville alternativet være? Hvad så hvis vi gav op og Mikkel fik et job i Vejle fx? Hvorfor skulle det være nemmere at få en omgangskreds i Vejle end i London? Tværtimod tænker jeg, her i London er der trods alt virkelig højt til loftet og MANGE andre i samme situation som os.

Men nu skulle det her indlæg jo faktisk slet ikke handle om, hvor svært det til tider er, sådan set nærmere det modsatte. For jeg føler jeg har rykket mig de sidste par måneder fra at se lidt sort på det hele til at være gladere end jeg længe (måske nogensinde?) har været. Jeg trængte helt sikkert til luftforandring og det har jeg i den grad også fået. Jeg tror at den her udvikling til faktisk for alvor at føle mig hjemme og tilpas skyldes at jeg kan se en form for udvikling eller proces. Nej, jeg føler stadig ikke jeg er i nærheden af at have nogle lige så gode veninder som jeg har derhjemme og nej, min familie er stadig ikke i nærheden. Men jeg kan se en stille udvikling. Tag fx sidste uge. Til hverdag sidder jeg et par gange om ugen inde på British Library med to andre piger, som er i samme situation som mig. De er helt vildt søde og vi har (overraskende!!) mange ting til fælles. Her får jeg stillet mit sociale behov og kan nyde de andre hjemme-skrive-dage og sætte pris på min frihed. Tirsdag mødtes vi med en kammerat og spiste thaimad og så fodbold. Torsdag var jeg ude at få et par drinks med en tidligere kollega fra mit arbejde, mens Mikkel drak øl med nogle kolleger. Jeg var til koncert med Chinah på en pub med én af de piger jeg skriver speciale med og Mikkel var ude at spise med en anden fælles kammerat vi har fået. For mig er sådan en uge her mere eller mindre identisk med en almindelig uge, da vi boede i Aarhus. Og jeg kan mærke at det bare er helt vildt vigtigt for mig, at kunne se den udvikling fra at vi kun havde hinanden, til faktisk at være i gang med at bygge en omgangskreds op. Det tager tid, det har Mikkel sagt til mig hele tiden. Jeg har bare ikke rigtig troet på det før nu. For nu kan jeg faktisk se processen er i gang, selvom det går langsomt. Men det er okay, for den er i gang. :)

Regent’s Canal – En guide

regent's canal Min moster, onkel, fætter og kusine har været i London nogle dage, så vi tilbragte selvfølgelig noget tid sammen i weekenden, heriblandt langs Regent’s Canal. Vi spiste blandt andet helt exceptionelt god indisk mad på Dishoom i Shoreditch – hurra for at være 6 mennesker så vi kunne bestille bord, ellers kan man snildt stå i kø i to timer – hvilket jeg også har gjort et par gange. Det vidner ligesom om hvor god mad man faktisk får. 😉 Well, Dishoom fortjener et indlæg for sig selv, det kommer en anden dag. Derudover var weekendens højdepunkt (for nogen af os) fodboldkamp om søndagen. Min fætter og kusine er også Arsenal fans, og det gør dem jo selvfølgelig lige det mere populære hos Mikkel. Han havde skaffet billetter til Arsenal-Leicester (for de uindviede kan jeg fortælle at det var en meget vigtig kamp, eftersom Leicester ligger nummer et i Premier League, så der var ligesom noget der skulle indhentes).

Min moster og jeg havde dog ikke fået billetter, og eftersom vejret var helt fantastisk med blå himmel og milde temperaturer, besluttede vi os for at gå en tur langs Regent’s Canal. Jeg elsker at gå langs kanalen, men har mest gået på stykket fra Broadway Market og østpå. Min moster insisterede på, at vi altså skulle se noget jeg endnu ikke havde set i London, så vi gik i den modsatte retning forbi Angel, Camden og Regent’s Park og endte faktisk med at gå langs Regent’s Canal helt til Notting Hill og Portobello Road – 16 km blev det til! Vores motivation var at vi ville ind til Hummingbird Bakery på Portobello Road og købe kager – heldigvis var de hele turen værd! Man behøver måske ikke ligefrem tage hele turen, man kan sagtens ende den ved Camden Market eller Regent’s Park. Jeg tænker det ville være ret perfekt at slutte ved Regent’s Park og gå op på Primrose Hill, som er en bakke der ligger i forlængelse af Regent’s Park med. Her har man fuldt udsyn udover London i virkeligt smukke og grønne omgivelser. Men vi fortsatte altså hele vejen langs Regent’s Canal og nedenfor vil jeg lige opliste ruten hvis man er frisk på en rask gåtur:

  1. Start ved Broadway Market – evt. køb nogle snacks med til turen, det manglede vi lidt. Her kan man både få kager, små pies, lækkert brød, salater, juices, osv.
  2. Gå herefter mod Angel Islington. Der er et kort stykke ved Angel hvor man ikke kan gå langs kanalen, men skal igennem Angel. Her kan man passende tage de små sidegader med en masse små og hyggelige caféer og antikforretninger. Det er lidt som at være på skattejagt her, der er nemlig lagt fliser ned i fortovet, som viser hvilken retning man skal gå i for at finde ned til kanalen igen.
  3. Næste stop er Camden, hvor man passerer Camden Lock Market. Her vil jeg i virkeligheden bare anbefale at man går videre, der er altid ufatteligt mange mennesker på markedet, som lidt ødelægger oplevelsen synes jeg. Så på nuværende tidspunkt kan det være man sætter pris på de snacks man købte på Broadway, så man slipper for at stå i kø i menneskemylderet inde på markedet. 😉
  4. Herefter passerer man igennem Regent’s Park med London Zoo på den ene side og store villaer i alverdens pastelfarver på den anden. Hvis man vil slutte sin tur eller slå et smut forbi Primrose Hill, skal man dreje af her. Der er endda et skilt der peger dig i den rigtige retning.
  5. Vi fortsatte dog og kom forbi de mest fantastiske små haver (dem på billedet). Der lå en masse faste husbåde og så havde de hver især indrettet deres lille stykke af ruten med planter, havemøbler og gør-det-selv projekter. Virkelig hyggeligt!
  6. Vil man gå hele vejen til Notting Hill skal man dreje af kanalen ved Edgware Road Tube Station, så kan man gå langs Kensington Garden hele vejen ind til Portobello Road. Min erfaring er, at hvis man kommer over middag er det værste menneskemylder stilnet af og vi havde mere eller mindre gaden for os selv den søndag.
  7. Vigtigst af alt sluttede v selvfølgelig af ved Hummingbird Bakery, hvor vi både købte salted caramel chocolate cake, carrot cake og brownie cheesecake. Oh my, det var godt!

Cereal Killer Cafe – Camden

cereal killer cafe



cereal killer cafe

Det er kun i en by på størrelse med London og med så mange forskellige mennesker, at man finder så specialiserede (og specielle) steder som Cereal Killer Cafe. Jeg ville nok ikke selv spise derinde af frygt for at få seriøst sukkerchok,, men hvis du er i nærheden af Camden Market, er Cereal Killer Cafe et besøg værd – om ikke andet for at se det vilde udvalg af cereals og den 80’er agtige indretning.

Konceptet er meget ligetil. Først, vælg en cereal (her kan man både vælge de klassiske cheerios, frosties, choco pops, osv. men også de mere vilde såsom cinnamon bun, fruity cheerios (som har de mest giftige farver) og minions cereals). Dernæst, vælg din topping (her kan du både vælge mellem skumfiduser, chokolade, jordbær, forskellige slags slik og chokoladesovs). Til sidst vælger du så din mælk, som både kan være komælk, mandelmælk, rismælk, osv. og for at toppe absurditeten og sikre at sukkerniveauet er højt nok vælger du hvordan din mælk skal sødes (det kan både være jordbærsovs, chokoladesovs og sirup, bare for at nævne nogen). Og for at det ikke skal være nok, vælger du selvfølgelig din drink, blandt de forskellige sodas. Ej, men prøv lige at hør det? Jeg synes det lyder som aaalt for meget af det gode, men hvis du ikke er bange for sukkerchok, synes jeg bare du skal kaste dig ud i det. Stedet er indrettet i total 80’er stemning og med små fjernsyn der viser gamle tegnefilm. Jeg fik indtryk af at man faktisk også kunne leje VHS’er og sætte den på fjernsynet ved dit bord. Så bliver det ligesom ikke mere 80’er. Jeg kan i hvert fald anbefale et kig ind hos Cereal Killer Cafe for at se det ret vilde udvalg af cereals. Her kan man i hvert fald tale om et originalt koncept, som ikke er set mange andre steder!

cereal killer cafecereal killer cafe