Hampstead Heath

DSC_0428 DSC_0430 DSC_0437

Apropos forrige indlæg om en indtil videre lidt stresset jobjagt , havde jeg i weekenden brug for bare at slappe helt af. Efter en fredagsbar gone wild og efterfølgende lørdag i sengen, var det tiltrængt at komme lidt ud i den friske luft søndag. Vi gik en lang, lang tur på tværs af London og endte i Hampstead. Et virkelig skønt og roligt område, altså det helt rigtige sted for mig at være søndag. Vi købte kager hos et konditeri vi passerede på vejen og gik videre mod Hampstead Heath, som er en kæmpe stor park i det nordlige London.

Hampstead Heath adskiller sig fra Londons øvrige parker, ved mere at være en form for skov. Londons parker er som regel store, flade græsområder med enkelte træer. Og det er rigtig dejligt, og jeg sætter virkelig pris på de mange grønne områder der er i London, men man får aldrig rigtig følelsen af at være ude i naturen. Det gjorde man til gengæld i Hampstead Heath, som er et bakket og tæt bevokset område – ja, jeg vil faktisk kalde det en skov. Oveni det får man også en ekstra bonus i form af Londons bedste udsigtspost – som endda er gratis – modsat fx The Shard, som man betaler en mindre formue for at komme op i. Vi satte os på bakketoppen (med den udsigt på tredje billede) og spiste kager og drak San Pellegrino i solskinnet. Det var virkelig skønt og et dejligt afbræk fra en meget kaotisk og stresset uge.

hampstead heath

Klods op af Hampstead Heath lå denne gade. Hvis jeg havde 40 millioner gad jeg godt at bo i ét af de huse der! Eftersom de lå lige op ad parken, kunne vi regne ud, at de heldige asener som bor i husene har samme udsigt som vi havde fra vores kagespot. Og en KÆMPE skov i baghaven. Hvis jeg havde de der 40 millioner til at kunne bo i ét af husene på billedet ovenover, så ville jeg også have en hund, som jeg kunne gå tur med i Hampstead Heath. Hvis ikke de mennesker som bor her har peace in mind, så er det i hvert fald deres egen skyld. 😉

Lignende indlæg

Solskinslørdag

solskinslørdag

En kombination af et lidt tungt hoved efter en sjov aften på Temple Brew House fredag med nogle venner og bidende kulde udenfor, gjorde det lidt svært at komme ud af døren og få noget frisk luft lørdag. Vi fik dog taget os sammen og besluttede os for at tage et smut til Covent Garden. Vi har kun været der en enkelt gang faktisk, da det er lidt af et turistkaos. Nogen gange kan jeg godt tænke om mig selv, at jeg skal tage mig lidt sammen og overkomme at London altså bare er en stor by og det er svært at undgå store menneskemængder. Men så på den anden side, så bor man i Stoke Newington som er helt fantastisk med masser plads uden store turist crowds som stopper op midt på fortovet hele tiden og hvor man har alt hvad man kan ønske sig. Jeg kan ikke sige det nok gange, hvor meget jeg elsker Stoke Newington og sagtens kunne stilles tilfreds med alle de ting og områder vi har lige omkring os. Men så på den anden side. Jeg er jo ikke flyttet til London for kun at opleve mit eget lille område.

Covent Garden viste sig nu også at være en glædelig overraskelse, når først lige man kom væk fra High Street og fandt vej ind på nogle af de små gader. Der var fine små bygninger og et væld af små caféer og restauranter, som alle så rigtig dejlige ud (modsat alle kæderne som ligger på hovedgaden i Covent Garden og er overrendt med turister og børnefamilier). Vi fandt en lille café, hvor der lige nøjagtig var plads til at få en kop kaffe. Vi delte en gulerodskage og en æbletærte, som virkelig kan anbefales. Indretningen og hyggen kunne de godt have gjort lidt mere ud af, men kagerne var virkelig sublime. Caféen hedder Peyton & Byrne og ligger på 44 Wellington Street i Covent Garden.

Derefter gik vi langs Themsen og kom både forbi London Eye, Big Ben og Parlamentet. Vi klappede os selv på skulderen over alle de turistting vi kunne krydse af på listen. Indtil nu har vi ikke været så flittige på den front, det har hovedsaligt været forskellige caféer og restauranter der har været højst prioriteret. 😉 Efter 12 kilometers gang endte vi helt nede ved Victoria. Det er sjovt hvordan de forskellige områder i London bare er SÅ forskellige. Victoria var en mærkelig (og ret kedelig) størrelse. Men jeg synes det er fascinerende, som man gang på gang oplever nye sider af London, som ikke ligner noget andet. Vi snakkede om, at næste gang vi ikke ved hvor vi skal tage hen, udvælger vi bare en tilfældig tube station og tager dertil. Vi har brugt den taktik før og er hver evig eneste gang blevet overrasket over, hvor mange forskellige områder London har at byde på. Men siger man ikke også, at når man er færdig med London, er man færdig med at leve. Jeg er heldigvis langt derfra. 😉

Regent’s Canal – En guide

regent's canal Min moster, onkel, fætter og kusine har været i London nogle dage, så vi tilbragte selvfølgelig noget tid sammen i weekenden, heriblandt langs Regent’s Canal. Vi spiste blandt andet helt exceptionelt god indisk mad på Dishoom i Shoreditch – hurra for at være 6 mennesker så vi kunne bestille bord, ellers kan man snildt stå i kø i to timer – hvilket jeg også har gjort et par gange. Det vidner ligesom om hvor god mad man faktisk får. 😉 Well, Dishoom fortjener et indlæg for sig selv, det kommer en anden dag. Derudover var weekendens højdepunkt (for nogen af os) fodboldkamp om søndagen. Min fætter og kusine er også Arsenal fans, og det gør dem jo selvfølgelig lige det mere populære hos Mikkel. Han havde skaffet billetter til Arsenal-Leicester (for de uindviede kan jeg fortælle at det var en meget vigtig kamp, eftersom Leicester ligger nummer et i Premier League, så der var ligesom noget der skulle indhentes).

Min moster og jeg havde dog ikke fået billetter, og eftersom vejret var helt fantastisk med blå himmel og milde temperaturer, besluttede vi os for at gå en tur langs Regent’s Canal. Jeg elsker at gå langs kanalen, men har mest gået på stykket fra Broadway Market og østpå. Min moster insisterede på, at vi altså skulle se noget jeg endnu ikke havde set i London, så vi gik i den modsatte retning forbi Angel, Camden og Regent’s Park og endte faktisk med at gå langs Regent’s Canal helt til Notting Hill og Portobello Road – 16 km blev det til! Vores motivation var at vi ville ind til Hummingbird Bakery på Portobello Road og købe kager – heldigvis var de hele turen værd! Man behøver måske ikke ligefrem tage hele turen, man kan sagtens ende den ved Camden Market eller Regent’s Park. Jeg tænker det ville være ret perfekt at slutte ved Regent’s Park og gå op på Primrose Hill, som er en bakke der ligger i forlængelse af Regent’s Park med. Her har man fuldt udsyn udover London i virkeligt smukke og grønne omgivelser. Men vi fortsatte altså hele vejen langs Regent’s Canal og nedenfor vil jeg lige opliste ruten hvis man er frisk på en rask gåtur:

  1. Start ved Broadway Market – evt. køb nogle snacks med til turen, det manglede vi lidt. Her kan man både få kager, små pies, lækkert brød, salater, juices, osv.
  2. Gå herefter mod Angel Islington. Der er et kort stykke ved Angel hvor man ikke kan gå langs kanalen, men skal igennem Angel. Her kan man passende tage de små sidegader med en masse små og hyggelige caféer og antikforretninger. Det er lidt som at være på skattejagt her, der er nemlig lagt fliser ned i fortovet, som viser hvilken retning man skal gå i for at finde ned til kanalen igen.
  3. Næste stop er Camden, hvor man passerer Camden Lock Market. Her vil jeg i virkeligheden bare anbefale at man går videre, der er altid ufatteligt mange mennesker på markedet, som lidt ødelægger oplevelsen synes jeg. Så på nuværende tidspunkt kan det være man sætter pris på de snacks man købte på Broadway, så man slipper for at stå i kø i menneskemylderet inde på markedet. 😉
  4. Herefter passerer man igennem Regent’s Park med London Zoo på den ene side og store villaer i alverdens pastelfarver på den anden. Hvis man vil slutte sin tur eller slå et smut forbi Primrose Hill, skal man dreje af her. Der er endda et skilt der peger dig i den rigtige retning.
  5. Vi fortsatte dog og kom forbi de mest fantastiske små haver (dem på billedet). Der lå en masse faste husbåde og så havde de hver især indrettet deres lille stykke af ruten med planter, havemøbler og gør-det-selv projekter. Virkelig hyggeligt!
  6. Vil man gå hele vejen til Notting Hill skal man dreje af kanalen ved Edgware Road Tube Station, så kan man gå langs Kensington Garden hele vejen ind til Portobello Road. Min erfaring er, at hvis man kommer over middag er det værste menneskemylder stilnet af og vi havde mere eller mindre gaden for os selv den søndag.
  7. Vigtigst af alt sluttede v selvfølgelig af ved Hummingbird Bakery, hvor vi både købte salted caramel chocolate cake, carrot cake og brownie cheesecake. Oh my, det var godt!

Cereal Killer Cafe – Camden

cereal killer cafe



cereal killer cafe

Det er kun i en by på størrelse med London og med så mange forskellige mennesker, at man finder så specialiserede (og specielle) steder som Cereal Killer Cafe. Jeg ville nok ikke selv spise derinde af frygt for at få seriøst sukkerchok,, men hvis du er i nærheden af Camden Market, er Cereal Killer Cafe et besøg værd – om ikke andet for at se det vilde udvalg af cereals og den 80’er agtige indretning.

Konceptet er meget ligetil. Først, vælg en cereal (her kan man både vælge de klassiske cheerios, frosties, choco pops, osv. men også de mere vilde såsom cinnamon bun, fruity cheerios (som har de mest giftige farver) og minions cereals). Dernæst, vælg din topping (her kan du både vælge mellem skumfiduser, chokolade, jordbær, forskellige slags slik og chokoladesovs). Til sidst vælger du så din mælk, som både kan være komælk, mandelmælk, rismælk, osv. og for at toppe absurditeten og sikre at sukkerniveauet er højt nok vælger du hvordan din mælk skal sødes (det kan både være jordbærsovs, chokoladesovs og sirup, bare for at nævne nogen). Og for at det ikke skal være nok, vælger du selvfølgelig din drink, blandt de forskellige sodas. Ej, men prøv lige at hør det? Jeg synes det lyder som aaalt for meget af det gode, men hvis du ikke er bange for sukkerchok, synes jeg bare du skal kaste dig ud i det. Stedet er indrettet i total 80’er stemning og med små fjernsyn der viser gamle tegnefilm. Jeg fik indtryk af at man faktisk også kunne leje VHS’er og sætte den på fjernsynet ved dit bord. Så bliver det ligesom ikke mere 80’er. Jeg kan i hvert fald anbefale et kig ind hos Cereal Killer Cafe for at se det ret vilde udvalg af cereals. Her kan man i hvert fald tale om et originalt koncept, som ikke er set mange andre steder!

cereal killer cafecereal killer cafe

Farmers’ market

Farmers' market Farmers' market Farmers' market Farmers' market
Hver lørdag er der Farmers’ Market i Stoke Newington. Her sælger små og bæredygtige landmænd deres økologiske og biodynamiske råvarer direkte fra deres små boder. Jeg elsker virkelig at være på markedet, her er virkelig den her local community feeling, som er meget tydelig i rigtig mange af områderne her i London synes jeg. På markedet kan man købe de lækreste grøntsager og samtidig finde nogen lidt mere specielle råvarer, som min indiske grønthandler måske ikke lige har. Og så synes jeg det er fantastisk at se, hvordan udvalget skifter sammen med sæsonen. Det betyder at det lige nu bugner med alle slags græskar, farverige rodfrugter, gulerødder i alskens farver og de flotteste, røde æbler. Når man er på markedet, får man virkelig lyst til at lave mad efter sæson og bare det at være der, inspirerer til alle mulige forskellige retter. Udover grøntsager er der også lækkert surdejsbrød, raw cakes, oste, en lille slagter, fiskemand, ægsalg og – min favorit – svampemanden, som har et imponerende udvalg af forskellige slags svampe. Og som laver en ond svampesandwich. Lige svampene er svinedyre, men de smager helt igennem fantastiske og er alle pengene værd! Derudover kan man også købe en god kop kaffe og i sommers stod der en ældre herre og lavede de lækreste juicer.

I lørdags handlede vi ind til at lave lammeburger med syltede rødløg og gedeost (opskriften kommer senere, det var en himmerigs mundfuld kan jeg godt fortælle!) Der er altså noget sært tilfredsstillende ved at have købt samtlige råvarer til et måltid direkte fra de små og bæredygtige landmænd. Det er som om maden smager lidt bedre og Sainsbury’s blegner temmelig meget ved siden af.

Islington og antikmarkeder

Islington og antikmarkeder Islington og Antikmarkeder Islington og antikmarkeder Islington og antikmarkeder I weekenden tog vi til Islington, som ligger i nærheden, i forsøget på at tage lidt julestemning ind på deres lokale julemarked. Efter markedet gik vi en tur rundt i området og opdagede nogle små perler af nogle sidegader. Jeg har tit kørt igennem Islington i bus og tænkt at det så meget hyggeligt ud, men blev virkelig positivt overrasket, da vi gik rundt i de små sidegader. Det var som om det var én stor labyrint af små gader gemt inde bag High Street, og de her små gader var propfyldte med fine antikvitetsforretninger. Nogle solgte messinggenstande, andre smykker og så var der den lille bitte butik på nederste billede, som var propfyldt med gammelt, fint porcelæn. Jeg ville få dårlige nerver af at passe den butik!

Derudover var der en masse hyggelige cafeer og restauranter og når vi på et tidspunkt trænger til nogle andre restauranter end dem i vores eget område (selvom vi nu er temmelig godt stillet i Stoke Newington på den front), vil jeg helt sikkert udforske Islington. I London er det ikke unormalt at bruge 45-60 minutter i tog eller bus på at komme fra A til B, så det er bare så rart når man opdager et skønt område, som man faktisk kan cykle til.

Jeg elsker virkelig at bo i Stoke Newington og lige nu kunne jeg faktisk ikke ønske mig at bo andre steder. Men hvis vi om nogle år stadig bor i London (og jeg ikke længere er på SU, Islington er DYRT), kunne jeg godt forestille mig at bo der. Det er en god blanding af lækre restauranter og hyggelige caféer, butikker og små grønne områder. Og så er der en tube station! Det kan jeg godt nogen gange savne i Stoke Newington, så man kunne komme lidt hurtigere frem. Men på den anden side, manglen på samme er grunden til at vi har råd til at bo der, så måske det ikke er så skidt alligevel. 😉