Fremtiden

DSC_0310

Det er svært ikke at være bare en smule skræmt over, hvad fremtiden byder på, når jeg om fire måneder står på den anden side (forhåbentligt) med en Kandidatgrad i Marketing og PR. Uden et job. Og uden nogen som helst idé om, hvad jeg godt kunne tænke mig at lave. For jeg synes virkelig det er svært. Nogen gange kan jeg godt misunde de af mine venner, som ligesom ved hvad deres “kald” er. Jeg har en veninde der blev færdig som sygeplejerske sidste år, det var sådan rimelig ligetil hvilke jobs hun skulle søge. En anden veninde er webdesigner og siger at uden tvivl er hendes kald i livet, at designe hjemmesider. Og så er der min bror, som går benhårdt efter at blive politibetjent. Jeg misunder dem og ville nogen gange ønske jeg havde taget en meget mere lavpraktisk uddannelse. For har jeg overhovedet lyst til at sidde ved en computer 8-9 timer om dagen? Jeg er ikke sikker. Men på den anden side er der bare heller ikke noget klokkeklart alternativ.

Det er super skræmmende, at jeg ikke aner hvad jeg laver om et halvt år. Og laver jeg overhovedet noget? Det er vildt svært at finde jobs indenfor kommunikation i Danmark, og jeg fornemmer desværre at situationen er lidt den samme her i London. Umiddelbart kunne jeg godt tænke mig at arbejde med content marketing eller lave research for virksomheder omkring forbrugeradfærd. Men når det kommer til content marketing ved jeg også bare, at jeg er klart stærkest på dansk og det indskrænker selvfølgelig mulighederne en del. Ikke at det er helt udelukket med engelsk, jeg ved bare at jeg er tusind gange stærkere på dansk.

Nogle helt andre tanker jeg går rundt med er, om det overhovedet er marketing jeg vil arbejde med? Nu har jeg de sidste år lavet en masse ting, der på mit CV ser rigtig fine ud, når man søger job indenfor marketing. Men hvad så, hvis det slet ikke er det jeg vil alligevel, er det så bare ærgerligt at det er i den retning jeg har formet mit CV? Det lyder muligvis en smule slukøret, men faktisk er jeg forholdsvis fortrøstningsfuld. Jeg bor jo i London for faen. Hvis ikke der skulle være et hav af muligheder her, hvor skulle de så være?

Jeg tror jeg vil gå på weekend med de forhåbninger, dog har jeg lige noget kodningsarbejde af mine specialeinterviews der skal gøres færdigt først. Når det er gjort, skal det fejres med Gorgon City koncert i aften. Koncerten varer fra 22-04, så der skal vist drikkes et par øl, hvis jeg skal holde mig vågen så længe (shit, hvor lyder jeg gammel). Men det bliver godt, man bliver glad af musikken og det er godt at danse til, så det kan kun blive en succesful aften! Og så kommer den ene halvdel af duoen, Matt, fra mit London-område og jeg ved at vi deler yndlings-shawarma sted, så mere aktuelt bliver det jo ikke. 😉

Lignende indlæg

An Evening with Mew

An evening with Mew An evening with Mew ee5b6222-8412-413b-bf82-f4a74527e022Igår var jeg til en helt igennem fantastisk koncert med Mew i Shoreditch. Jeg tror ikke der er andre bands jeg har det med, som jeg har det med Mew og det er helt sikkert det band jeg har været til allerflest koncerter med. Jeg har været kæmpe Mew fan siden jeg var 12 år gammel, hvor jeg jævnligt var til koncert med dem sammen med min veninde Cille, som var lige så stor fan. Lige så snart vores forældre synes vi var gamle nok, tog vi fra Bjerringbro til Århus og hørte dem hver gang de spillede på Voxhall eller Train. Jeg tror der findes meget få Mew sange, som jeg ikke kan fra ende til anden og de fleste genkender jeg allerede ved første tone.

Det er ret fantastisk at have det sådan med et band, og jeg tror grunden til, at jeg aldrig bliver trætte af dem er, at de bliver ved med at genopfinde dem selv. Der hører ligesom en bestemt lyd og et bestemt univers til hvert album, som gør at man gang på gang bliver overrasket over deres alsidighed. Samtidig har de bare en helt speciel og særpræget lyd, som gør at man alligevel ikke er tvivl, når man hører et Mew nummer.

Mit højdepunkt var sidste år på Northside Festival. Jeg hørte koncerten sammen med min gode veninde Sarah, som også er stor Mew fan og det var længe siden jeg sidst havde været til koncert med bandet. Det var til denne koncert, at bandet blev genforenet med bassist Johan Wohlert og jeg fik total gåsehud, da han kom ind på scenen. Den koncert var noget helt specielt og den rørte mig virkelig: Dog lykkedes Mew alligevel at toppe den oplevelse igår og rørte mig endnu mere med deres fantastiske numre. Jeg ved ikke om det var følelsen af genkendelighed og noget trygt der midt i London, når man står uden job og specialeemne og hele ens situation i det hele taget er lidt usikker. I hvert fald er der noget helt fantastisk over, at man i to timer kan forsvinde ind i sådan en intim koncert og bare blive lidt lykkeligere indeni over at høre Mew spille de numre, som jeg har hørt til ukendelighed og stadig ikke på nogen måde er træt af.