Julede dadelkugler

DSC_0173

Tidligere brugte jeg en kæmpestor del af min tid i køkkenet på at bage og lave mad. Tid som jeg virkelig satte stor pris på og som var min måde at koble af på og lade tankerne fare. Jeg synes det er så skønt og dejligt lavpraktisk – en god kontrast til at sidde foran computeren og bruge sit hoved. Min tid i køkkenet siden vi flyttede til London har dog været meget begrænset. Ikke fordi jeg ikke har haft lyst, men simpelthen fordi overskuddet ikke har været der. Og det har irriteret mig. For det er virkelig i køkkenet at jeg slapper af og derfor håber jeg også at jeg med endt praktik og forhåbentlig lidt mere tid, kan genfinde glæden.

Det går ret godt indtil videre og forleden lavede jeg de her julede dadelkugler. Jeg er typen som gerne skal have et eller andet sødt efter hvert måltid, tit er det bare et stykke chokolade, men de her er nu også ret perfekte. De er super nemme at lave, og så smager de af en god blanding af julens småkager (pebernødder, brunkager, ingefær cookies, you name it).

Julede dadelkugler

  • 30 friske dadler (jeg brugte medjool dadler)
  • 0,75 dl pistacienødder
  • 0,75 dl mandler
  • 1 tsk kanel
  • 1/2 tsk stødt ingefær
  • 1/2 tsk peber
  • 1/2 tsk kardemomme
  • 1/2 tsk stødte nelliker
  • 1 spsk kakao

Start med at riste pistacienødder og mandler på en pande ved middelvarme til de er gyldne. Hak mandler og pistacienødder fint i en minihakker og tag halvdelen fra til at rulle dadelkuglerne i til sidst. Udsten dadlerne og tilsæt dem lidt ad gangen til nøddeblandingen sammen med krydderier og kakao i minihakkeren. Blend indtil massen er ensartet. Herefter rulles blandingen til kugler (man kan med fordel putte blandingen i fryseren 10 min. inden, så er den mere medgørlig) og vendes i nøddeblandingen. Opbevar dem i køleskabet, hvor de kan holde sig en uges tid.

Lignende indlæg

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *