En langsom (men god) proces

foto

Det er sjovt hvordan man lynhurtigt kan gå fra at synes alt er håbløst og sort med et kæmpe savn til ens familie og venner, til lige pludselig at se ganske lyst på tingene og finde sig selv i en situation hvor man faktisk er ved at have (noget der ligner) en omgangskreds og hyggelige aftaler. Når jeg kigger tilbage på januar måned, følte jeg mig virkelig ensom og alene og jeg havde ret svært ved at se lyst på fremtiden her i London. Ikke fordi jeg havde lyst til at give op og tage hjem. Uanset hvor svært og træls tingene har været, har jeg på intet tidspunkt faktsik haft lyst til at smide håndklædet i ringen og tage hjem. Jeg ELSKER London som by og i min optik slår den alle andre byer i hele verden. Jeg elsker at der altid er noget at kigge på. At folk er så forskellige i stil og udseende at der ikke er nogen “rigtig” måde at se ud på. Om jeg så tog batman kostume på eller farvede mit hår blåt, var der ingen der ville løfte et øjenbryn. I London kan man se ud lige som man vil og det gør folk, så derfor er der heller ingen der kigger skævt til en. Og så er der altid en ny restaurant at prøve eller et nyt område at udforske. Derudover tænker jeg lidt den her beslutning som et point-of-no-return. Der er ingen af os der kan se os selv flytte tilbage til Aarhus på noget tidspunkt. Mine venner er efterhånden spredt for alle vinde og ikke længere samlede i Aarhus. Så hvis vi skal flytte tilbage til Danmark på et tidspunkt vil det nok mere være for at finde et sted med natur og luft. Derfor har jeg heller aldrig tænkt tanken, at det var en mulighed at give op og flytte hjem. For hvor godt ville alternativet være? Hvad så hvis vi gav op og Mikkel fik et job i Vejle fx? Hvorfor skulle det være nemmere at få en omgangskreds i Vejle end i London? Tværtimod tænker jeg, her i London er der trods alt virkelig højt til loftet og MANGE andre i samme situation som os.

Men nu skulle det her indlæg jo faktisk slet ikke handle om, hvor svært det til tider er, sådan set nærmere det modsatte. For jeg føler jeg har rykket mig de sidste par måneder fra at se lidt sort på det hele til at være gladere end jeg længe (måske nogensinde?) har været. Jeg trængte helt sikkert til luftforandring og det har jeg i den grad også fået. Jeg tror at den her udvikling til faktisk for alvor at føle mig hjemme og tilpas skyldes at jeg kan se en form for udvikling eller proces. Nej, jeg føler stadig ikke jeg er i nærheden af at have nogle lige så gode veninder som jeg har derhjemme og nej, min familie er stadig ikke i nærheden. Men jeg kan se en stille udvikling. Tag fx sidste uge. Til hverdag sidder jeg et par gange om ugen inde på British Library med to andre piger, som er i samme situation som mig. De er helt vildt søde og vi har (overraskende!!) mange ting til fælles. Her får jeg stillet mit sociale behov og kan nyde de andre hjemme-skrive-dage og sætte pris på min frihed. Tirsdag mødtes vi med en kammerat og spiste thaimad og så fodbold. Torsdag var jeg ude at få et par drinks med en tidligere kollega fra mit arbejde, mens Mikkel drak øl med nogle kolleger. Jeg var til koncert med Chinah på en pub med én af de piger jeg skriver speciale med og Mikkel var ude at spise med en anden fælles kammerat vi har fået. For mig er sådan en uge her mere eller mindre identisk med en almindelig uge, da vi boede i Aarhus. Og jeg kan mærke at det bare er helt vildt vigtigt for mig, at kunne se den udvikling fra at vi kun havde hinanden, til faktisk at være i gang med at bygge en omgangskreds op. Det tager tid, det har Mikkel sagt til mig hele tiden. Jeg har bare ikke rigtig troet på det før nu. For nu kan jeg faktisk se processen er i gang, selvom det går langsomt. Men det er okay, for den er i gang. :)

Lignende indlæg

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *