Om at få nye (rigtige) venner

DSC_0525Jeg synes ikke det er en dans på roser at opbygge et helt nyt netværk. There, I said it. Jeg synes det er krævende og svært at skulle opbygge et helt nyt netværk, når jeg jo faktisk er meget tilfreds, ja faktisk virkelig værdsætter de venner jeg har hjemme i Danmark. Det er super nemt at være social og tage til alverdens events her i London, drikke øl med sine kolleger, osv. Men til at føle at man har rigtige, ærlige, loyale venner man kan betro sig til og føle sig tryg ved.. Ja der er, undskyld mig, sgu lang vej og det tager tid og kræver en enorm indsats. Nogle af de venskaber jeg har derhjemme er mere end 20 år gamle, så man kan roligt sige, at det har taget et stykke tid at nå dertil.

Nogen gange er balancen svær mellem for alt i verden at holde sine gamle venskaber ved lige med telefonopkald og skype dates og samtidig forsøge at være til stede her og prøve at opbygge noget nyt. Og nåh ja, arbejde en milliard timer om ugen samtidig og også have lidt tid sammen med sin kæreste. Det er svært, for først og fremmest vil jeg ikke miste de værdifulde venskaber jeg har hjemme i Danmark. Men jeg vil jo også vildt gerne opbygge et netværk som gør, at jeg faktisk har lyst til at blive herovre mange år endnu. Nogen gange tror jeg også jeg bare skal slappe lidt af. Mine veninder er der også hvis vi flytter hjem til Danmark om 10 år (det er ikke sikkert der går 10 år mor, bare rolig). Jeg har været i udlandet af flere omgange, både som backpacker og som rejseguide. Og mange af mine veninder er lige så glade for at være ude i verden som jeg og har haft længere ophold. Og når de eller jeg er kommet hjem igen, har alt været præcis ved det gamle.

Men det betyder jo ikke, at jeg ikke er interesseret i at holde mig opdateret på deres liv, så det tager også tid.

Hvor var den der ekstra tid der følger med en flytning til et nyt land, til at pleje nye relationer? Jeg fortæller mig selv (eller det er løgn, min kæreste fortæller mig), at det tager tid at opbygge rigtige venskaber og før vi ved af det har vi pludseligt nogle gode venner. Jeg håber han har ret og vil prøve at arbejde lidt på min utålmodighed indtil da. Rom blev ikke bygget på én dag. 😉

Lignende indlæg

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *